09-02-2022 – For syv år siden ringede den dengang 24-årige Anders Gamborg, Rødding til Dansk ABS. Vi kendte ikke hinanden, men Anders havde hørt positivt om ABS. Den unge landmands mål var klart; en ensartet, bæredygtig Holstein besætning bestående af køer med gode yvere og høj ydelse i kg EKM.
Anders har konsekvent fulgt GMS-avlsplanen og er meget tilfreds med resultaterne. 1. kalvs køerne giver i øjeblikket et gennemsnit på 37 kg EKM og de ældre køer 45 kg EKM.
Hver 6. uge kommer vi til Anders´ gård og kårer de åbne køer for 16 lineære egenskaber som parringsprogrammet GMS i kombination med afstamning og laktationsindeks giver to tyreforslag til hvert enkelt hundyr. Alle kvier bliver kåret for 8 lineære egenskaber inden inseminering. Når GMS-avlsplanen er lavet, bliver alle kvier insemineret med højindeks Sexcel hunsæd, de 66% bedste køer med konventionel Holstein sæd og de resterende køer med kødkvægsæd. Anders er overbevist om, at det giver den højeste genetiske fremgang for sin besætning.
GMS sikrer at der investeres i toptyre, der passer til avlsmålet i Anders´ besætning, og hans erfaring er, at det betaler sig at bruge god genetik.
På billedet: Anders, hans far Kurt, farfar Peter og medarbejder Toth.